Økonomisk støtte

Forældre til børn med handicap har mulighed for at få økonomiske tilskud, fx forsørgelsesydelser eller støtte til merudgifter, når visse betingelser er opfyldt.

Muligheder for økonomisk støtte til børn

En familie, der har et barn under 18 år med handicap eller langvarig sygdom, kan få dækket de merudgifter, der er en følge af handicappet eller sygdommen.

Det er en betingelse, at barnet eller den unge bor hos sine forældre eller andre pårørende.

Et barn, der er indlagt på sygehus, er på aflastning, eller midlertidigt - som led i almindelig skolegang - går på kost- eller efterskole, bliver også betragtet som værende forsørget i hjemmet.

Derudover skal familiens merudgifter overstige en vis minimumsgrænse inden for et år, før familien kan få udbetalt merudgiftsydelse.

Eksempler på merudgifter

  • Særlig kost
  • Medicin
  • Beklædning og fodtøj
  • Ekstra vask
  • Beskæftigelse i fritiden
  • Handicaprettede kurser til forældrene og andre pårørende
  • Transport til dagtilbud, behandling og fritidsaktiviteter.

Hvis barnet er indlagt på hospital pga. sit handicap eller sin lidelse, kan forældrene få hjælp til dækning af merudgifter til overnatning og til fx kost og befordringsudgifter, hvis forældrenes tilstedeværelse er nødvendig.

Forældre, som passer et barn med handicap i hjemmet, kan få dækket tabt arbejdsfortjeneste.Tabt arbejdsfortjeneste gives til familier med børn og unge op til 18 år, hvor barnet eller den unge har:

  • betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
  • en indgribende, kronisk eller langvarig lidelse.

Betingelser for at modtage tabt arbejdsfortjeneste

Det er en betingelse, at det er en nødvendig følge af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er en af forældrene, som varetager den opgave.

Det kan for eksempel være, fordi barnet eller den unge:

  • har et stort behov for pleje, overvågning og tilsyn
  • skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser
  • har en sygdom, der gør barnets tilstand meget varieret med hensyn til kræfter, smerter og anfald, og det derfor må vurderes fra dag til dag, om det kan være i dagtilbud eller skole
  • ikke kan være i et dagtilbud eller skole på grund af nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko.

For at komme i betragtning til at modtage tabt arbejdsfortjeneste skal en forælder helt eller delvist være holdt op med sin beskæftigelse for at passe barnet eller den unge i hjemmet.

Personkredsen omfatter begge forældre, selvom de ikke bor sammen, og den ene part ikke har del i forældremyndigheden.

Har du yderligere spørgsmål så kontakt:

Norddjurs Kommune